Landsbyerne

Serfaus ligger på "solterrassen" i Oberes Gericht, der er den højest beliggende del af Inndalen, der strækker sig fra Landeck til Reschenpass og byder på masser af naturskøn charme.

En pollenanalyse udført på Komperdell har vist, at der allerede for 4.000 år siden blev dyrket græsningsarealer her.

En række førromerske marknavne minder os om de tidlige tiders bosættere, ligesom man også kan finde keltiske spor her.

Regionen blev erobret af romerne i år 15 f.v.t. Antikke Historiefortællere omtaler alpe-indbyggerne i dette område som "Räter". "Räterne" og romerne blandede sig med hinanden, som århundrederne gik, og folket "rætoromanerne" opstod. Det rætoromanske sprog, der stadig tales i Grisons, indeholder i dag elementer af flere landsby- og marknavne. Fra det 6. århundrede og fremefter begyndte de tysktalende Bajuvarere at slå sig ned her, og fra ca. 1350 bosatte også enkelte mennesker fra Valais-kantonen sig. Omkring 1200 var rætoromansk efterhånden blevet fortrængt af tysk.

I mange årtier har turisme, især vinterturismen, præget landsbyen Serfaus. Serfaus er  et af den største turistlandsby i Oberes Gericht. Sammen med Ischgl, Sölden og St. Anton am Arlberg er Serfaus-Fiss-Ladis i dag blandt de bedst kendte turistregioner i Tirol.

Som følge af den voksende trafik i landsbyen godkendte landsbyrådet i 1983 projektet "luftpudeundergrundskabelbanen". I 1985 blev undergrundsbanen i Serfaus taget i brug.

Kort over Serfaus Winter.
Kort over Serfaus Sommer.

Fiss er et samfund, der ligger på "solterrassen" ca. 500 meter over bunden af Øvre Inndal, på en flad, sydvendt skråning.

Selve navnet Fiss er vanskeligt at tyde. Det menes, at navnets rødder går tilbage til enten det latinske "fossa" (= grøft) eller "fodia" (= grav eller hule) – med hentydning til det landskab, som den spredtliggende landsby ligger i. I 1288 ses navnet "Fusse" for første gang noteret.

Ligesom de fleste andre bjerglandsbyer i Tirol er Fiss' forhistorie noget af et mysterium. Det kan dog siges med sikkerhed, at "solterrassen" blev ryddet og efterfølgende sparsomt befolket af en keltisk stamme længe inden Kristi fødsel.

I det 1. og 2. århundrede erobrede romerne vores land og gav det navnet Raetia. Gennem århundrederne medførte væksten i tysk immigration (Bajuvarere, Alemannere og kolonister fra kantonen Valai), at de to folk blev blandet, hvilket senere affødte det rætoromanske folk.

Det er interessant, at den gamle romervej, der fører gennem Reschenpass til Augsburg, ikke fulgte dalbunden, men snarere en rute op til og over Serfaus-Fiss. Romerne skabte en revolution inden for bygningskunst, fordi de i stedet for simple træhytter byggede robuste stenhuse.

Først i 1928 fik Fiss en tilkørselsvej og i 1939/40 en tovbane til at transportere tungt gods. Inden da fandtes kun en manuelt anlagt vej til oksetrukne vogne.

Efter anden verdenskrig udviklede Fiss sig til en populær sommerresidens for feriegæster. I dag er den idylliske landsby en populær turistdestination for sportselskere både sommer og vinter, men den har bevaret sit rætoromanske præg som en spredtliggende landsby med med 600 år gamle elementer i bymidten og de umiskendelige døråbninger.

Traditionelle tirolske skikke holdes i hævd, inkl. "Bloch"-trækning, der finder sted i Fiss hvert fjerde år. Det er et fascinerende stykke teater, der kombinerer farver og masker og på autentisk vis afspejler kampene med naturens brutale kræfter gennem de mange år og den betydning, som det har haft for det hårde liv i bondesamfundet i de tirolske Alper. I 2011 blev Fiss' “Bloch-trækning” optaget på UNESCO's liste over national immateriel kulturarv i Østrig.

Kort over Fiss Winter.
Kort over Fiss Sommer.

Ladis ligger 1.192 meter over havets overflade og dækker et areal på 710 hektar. Ladis nævnes første gang i skrifter i år 1220 (“ecclesis de Laudes”). Kirkeligt tilhørte Ladis (og Fiss) Serfaus Sogn. I 1332 blev “Ladr”-folket – som indbyggerne i Ladis blev kaldt – rådet til at fejre årets store kirkelige højtider i sognekirken i Serfaus og ikke i Prutz. Først i 1520 fik Fiss og Ladis deres egen kapellan. I 1661 blev Ladis et kapellanembede og i 1891 et selvstændigt sogn. Sognekirken er tilegnet St. Martin. Den første indvielse er nævnt i optegnelser fra 1497. Den nuværende kirke blev bygget mellem 1829 og 1831. I centrum af "gamle Ladis" finder man adskillige bemærkelsesværdige bygninger, hvis grundlæggelse går tilbage til den romanske periode (ca. 1.000 – 1.300). Den karakteristiske romanske bue kan især iagttages i de buede port- og døråbninger.

Ifølge lokale sagn opdagede fårehyrden Nikolaus Schederle den syrlige kilde i Obladis i 1212. Kejser Maximilians læge mente, at vandet her havde "de bedste helende egenskaber". Da svovlbække gjorde behandling med spabade mulige, udviklede Ladis-Obladis sig naturligt nok hurtigt til en populær turistdestination. Prinser, kejsere og mange andre gæster tog bad i vandet som en behandling mod alle mulige sygdomme, ligesom de også drak af vandet for at nyde godt af dets gavnlige virkning.

De restaurerede borgruiner fra det 13. århundrede, Laudegg-borgen, kan stadig besøges i Ladis den dag i dag. Arkæologiske undersøgelser tyder på, at borgen oprindeligt var et romersk vagttårn.

Kort over Ladis Winter.
Kort over Ladis Sommer.